Bumpy Knuckles feat Nas - Turn up the mics (Dj Premier Remix)

Let's get crazy! Y'all bitch ass niggas is Swayze!

Ok, ok! Vi har sovet i et år, alle har sovet på den her plade. Alle. Preem og Bump har en plade ude, det er så vidt jeg forstår lidt en samling af nogle tracks de havde liggende, et par nye, sådan noget. For eksempel dette vanvittige remix, der lyder som en lyserød badekåbe fyldt med testoteron. At se Scarface klokken 10 søndag morgen og begynde at drikke igen. En cypher med Filurkatten. Lad mig forklare.

Først beatet. Ved første øjekast ligner det et glimt i øjet, men efterhånden som man kommer længere ind i nummeret mørnes man totalt. Jeg formoder det er et bigband-sample, der er blevet vredet armen rundt på her. En afmålt dur-akkord åbner posen, afbrudt med en diskret og stump guitar-stab. Her sætter nogle fantastiske strygere ind, en nedgang der luftigt, men på en måde vagt vrængende, trækker tæppet væk i to fjerdedele af takten, et fald der synes at vare meget længere. Man falder ned indtil nogle blæsere smækker en på plads. Samplegangen afsluttet med noget der kan være en Keys med wah-pedal eller noget reversed klaver? I hvert fald hvert fald står den og trækker sig sammen, inden den slukkes meget brat en fjerdel af en takt før det hele looper forfra. Komplet bemestring af pausen, endnu en gang. Man bliver kort sagt ført, nej tæsket, igennem et mere syret beatlandskab end normalt hos Premier. Der er færre slip, det er kontinuerligt indtil den sidste pause, hvilket får netop den til at virker endnu mere effektivt. 

Mr. Jones and me! På dette nummer er Nas tilbage på det der Nasty Nas shit. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt ham så veloplagt. Nas vandt alles hjerter i sin tid ved at udstråle eftertænksom realness, og have løsslupne, men plausible ghetto-historier i hobetal. Noget han virkelig mestrer, though, det er det totale overdrev:

Got sluts on leashes, walkin on all fours, have em eatin from dog bowls, pettin they heads/ cause they love playin that role, they sexy in bed/

OK OG HVAD MERE?

watchin snuff films laughin with dykes/ that wear patent leather with spikes/ my cheddar is right/

...

We tryina buy G4's with missile launchers/ tired of walkin round with beef with our pistols on us/

Efter det her vers parerer man bare ordrer. Og vanvidsregistret overtages af en stenstøtte. Bumpy siger:

I won't remake a Pac record or say a Biggie verse/ and I shoot you without smokin a Ziggy Marly first/

Der er den type linie, der minder én om hele den der gamle pay your dues ting. Bumpy Knuckles er selv en veteran, det vil sige, bevidst om hvordan det fungerer - man kan ikke bare komme og pille ved noget gammelt guld og så håbe respekten smitter af. Det er benarbejdet, der gør arbejdet, så at sige. Afstumpet as it may seem. Det er det denne type hiphop kunstnere virkelig  illustrerer, når de gør sig umage.

Og oh yea BTW Preem&Bump spiller HEAT, København d, 17 Oktober. Vær der eller være irregulært rektangulær.

Pitch Black - It's All Real

Shit. Ny kandidat til favorit Premier beat.

Jeg har aldrig hørt Pitch Black før og ved intet om dem. Jeg faldt over tracket her, tilsyneladende fra 2003, men noget mere traditionel Preem end på "Ownerz". Rapperne synes at presse deres game til grænsen for at fylde de lånte intergalaktiske bowlingsko, der er et Premier beat. (Bare for lige at træne min lolmetaforik op i tilfælde af at jeg nogensinde skal lave en Soundvenue anmeldelse)

De glidende strygere driver af drama. Også igen - i kraft af den stilhed de som chops indrammes med, slippes denne energi aldrig løs. Tøjlerne holdes præcis stramt nok, og vi får således en opvisning i perfekt restraint. En kraft der hiver i én, så giver slip for at lade en hænge. Som om han har skåret et tværsnit af Orkanen, vi får lagene at høre, mærker ringene i træet.

Nok mystificering for nu! Led selv videre efter nye darlings påhttp://www.djpremierblog.com/trackology/ og kig så forbi igen for flere vidtløftige beskrivelser. PEACE FAM

Reks - 25th Hour

Dette nummer er et nyere track, med en ung Premo-darling ved navn Reks. Manden gør fandme hvad han kan for at følge med det dramatiske beat. Det fungerer bedst når han speeder op, løber hen over sekstendedelene. Den (fede) video understreger kampen: Reks er alene i et vinterkoldt univers, på en øde strand med en efterladt forlystelsespark i baggrunden. Et landskab af nostalgi, jovist, men med en uudgrundelig stemning.

Beatets centrale lange stryger-og-klaver-sample er virkelig det - et sample, hvis hvis egen struktur og drama får lov at dominere beatets dynamik. Uvant hos den ekvilibristiske Premier. Han underspiller også sine chops, lader dem afløse og lægge op til genkomsten af strygernes suspense. Trommerne er typisk sen Premo, mættet med shuffle - men alligevel ikke så stumpe og hårde i kanten som så ofte på Ownerz.

...og så Nas. vokalsamplet fra One Love (no time for lookin' back, it's done) ulmer pludselig, et sammenbidt mantra der det før var en opmuntring, er nu med til at skabe en stemning af urgency; der rappes i 11. (her 25.) time.

Ligesom forlystelsesparken er illmatic-arven ikke hvad den har været - man opholder sig i den, men det på nye vilkår, man er fjernere det liv der har været. Der er vinter (of our Discontent) i Boom-bap'ens hjerteland.

Reks og Preemo er spændende sammen - flere indlæg om det følger måske nok...

Rakim - When I B On The Mic

Her er et nummer jeg har hørt til døde.

Beatet er textbook Premier. Lyse (klaver/stryger/harpe?) chops, der med støvet fra vinylen får tekstur - små kubistiske lysglimt fra det hinsides, der indordner sig i trioler nedover trommerne. En præcis og nærmest overskudsagtigt diskret bas holder i tøjlerne, mens det dominerende og knivskarpe cut-omkvæd holder nummeret i cirkulær bevægelse, frem og tilbage mellem Preem og Rakim.

Rakim har længe været en yndlingsrapper i det Owie'ske hjem. Hans besynderlige Gudekompleks (stammende sikkert fra den respekt han nyder) har paradoksalt en næsten ydmyg skikkelse. Hvor f.eks Kanye West's gavtyveagtige (brand af en) megalomani og computerpop-space-Hermes-på-twitter-Olympen virker som et symptom på (snarere end en tematisering af, sorry PF og Erik Jensen) en stadig mere irriterende modernitet, er har Rakim taget sin mytologi og tilført den en muslimsk poetisk licens, med spiritualitet og social bevidst. Han er som sådan måske snare Rumi end Gud på mikrofonen, men det transcendentale dobbeltidentitet giver stadig et eller andet: "..'cause I can see the future when the God write rhymes". 27. maj på Vega (tag med HEHE HÅBER)

The Legacy

Det er på plads med et Group Home nummer til. Vi her på redaktionen har haft det oppe at vende, og blevet enige om at dette nummer viser hvordan Keith Elam aka Gifted Uinlimited Rhymes Universal aka Guru var en rapper i særklasse. Det kræver sin mælk at holde trit med Premo. Hver. Eneste. Gang.

På dette nummer er han så i selskab med Melachi og Lil Dap. Et Premier-beat er som regel et skarpt og kantet landskab, der på mærkværdig vis synes at udfordre en rapper, samtidig med at det byder ham op til dans. Group Home-rapperne forstår om nogen at leve op til det - men men men: I de små slip mellem chops'ne, dybt nede i et Premier-beats basalenheder, dét er Guru-territorie. Det affirmerer han med trackets første vers.

Dette er Guru's Legacy. RIP

Group Home - Livin' Proof

Uden at have nogen betydelig research at begrunde det med synes det at være en rimelig udtalelse, at Group Homes plade Livin Proof fra 1995 er betydeligt undervurderet, ud fra det faktum AT DET IKKE BLIVER SPILLET OVER ALT HELE TIDEN.

Group Home er en del af GangStarr Foundation, og tæller Lil' Dap og Melachi the Nutcracker, og albummet har så prominente gæsterappere som Jeru the Damaja, Big Shug og Guru (på tracket Serious Rap Shit, hvor han i øvrigt selv er krediteret producer - nogen har givet ham et keyboard og et trommebreak med et god snare. Hvem kan hate på det?). Dertil kommer en solid håndfuld Premier-beats.

Pladen er et gedigent flowende, no-nonsense ghetto-vidnesbyrd, uden at realness-motivet bliver kvalmt - rapperne er selv living proof på at gadelivet sætter sine spor på den unge sorte mand. Samtidig fungerer de som bevis på at oprigtig dedikation (og det at være venner med den bedste hiphop-producer to walk this cold earth) altid betaler sig i den sidste ende.

På pladen cementerer Premier både den effektive minimalisme han mestrer (numre som Up Against The Wall, og Livin Proof) og viser hvordan man spinder en større lydflade op, spænder den ud mellem signatur-snare'ens pyloner, og en mundret bas lægger fundamentet på tracks som Suspended in Time.

Pladen er på Tuben, på torrents, i gadens hjerte og i historiebøgerne.

MC Lyte - Wonder Years

Long time no see. The female G Rap is back!

MC Lyte er min favorit kvinderapper. Hendes flow er bedre end de fleste mænders, hun har lavet hits siden 86, og så er hun forresten ven med den rigtige Chris Martin.

De lavede det her nr. sammen i 2006. Videoen er flot men MC Lyte er flottere, og det har hun en helt særlig forklaring på:

Let me explain how I maintain the youthful glow
For you that dont know its called H20
So stop asking when I walk by
How I look so young and stay that fly
It's elementary
Kick the liquor when you turn dirty thirty
The rest is a secret
So i keep it for the worthy

Amen sister! Det er godt, man ikke er nået de beskidte 30.

Læg i øvrigt mærke til Premos t-shirt med HIPHOP IS NOT ON THE RADIO print.