Her er et nummer jeg har hørt til døde.
Beatet er textbook Premier. Lyse (klaver/stryger/harpe?) chops, der med støvet fra vinylen får tekstur - små kubistiske lysglimt fra det hinsides, der indordner sig i trioler nedover trommerne. En præcis og nærmest overskudsagtigt diskret bas holder i tøjlerne, mens det dominerende og knivskarpe cut-omkvæd holder nummeret i cirkulær bevægelse, frem og tilbage mellem Preem og Rakim.
Rakim har længe været en yndlingsrapper i det Owie'ske hjem. Hans besynderlige Gudekompleks (stammende sikkert fra den respekt han nyder) har paradoksalt en næsten ydmyg skikkelse. Hvor f.eks Kanye West's gavtyveagtige (brand af en) megalomani og computerpop-space-Hermes-på-twitter-Olympen virker som et symptom på (snarere end en tematisering af, sorry PF og Erik Jensen) en stadig mere irriterende modernitet, er har Rakim taget sin mytologi og tilført den en muslimsk poetisk licens, med spiritualitet og social bevidst. Han er som sådan måske snare Rumi end Gud på mikrofonen, men det transcendentale dobbeltidentitet giver stadig et eller andet: "..'cause I can see the future when the God write rhymes". 27. maj på Vega (tag med HEHE HÅBER)
