Pitch Black - It's All Real

Shit. Ny kandidat til favorit Premier beat.

Jeg har aldrig hørt Pitch Black før og ved intet om dem. Jeg faldt over tracket her, tilsyneladende fra 2003, men noget mere traditionel Preem end på "Ownerz". Rapperne synes at presse deres game til grænsen for at fylde de lånte intergalaktiske bowlingsko, der er et Premier beat. (Bare for lige at træne min lolmetaforik op i tilfælde af at jeg nogensinde skal lave en Soundvenue anmeldelse)

De glidende strygere driver af drama. Også igen - i kraft af den stilhed de som chops indrammes med, slippes denne energi aldrig løs. Tøjlerne holdes præcis stramt nok, og vi får således en opvisning i perfekt restraint. En kraft der hiver i én, så giver slip for at lade en hænge. Som om han har skåret et tværsnit af Orkanen, vi får lagene at høre, mærker ringene i træet.

Nok mystificering for nu! Led selv videre efter nye darlings påhttp://www.djpremierblog.com/trackology/ og kig så forbi igen for flere vidtløftige beskrivelser. PEACE FAM

Reks - 25th Hour

Dette nummer er et nyere track, med en ung Premo-darling ved navn Reks. Manden gør fandme hvad han kan for at følge med det dramatiske beat. Det fungerer bedst når han speeder op, løber hen over sekstendedelene. Den (fede) video understreger kampen: Reks er alene i et vinterkoldt univers, på en øde strand med en efterladt forlystelsespark i baggrunden. Et landskab af nostalgi, jovist, men med en uudgrundelig stemning.

Beatets centrale lange stryger-og-klaver-sample er virkelig det - et sample, hvis hvis egen struktur og drama får lov at dominere beatets dynamik. Uvant hos den ekvilibristiske Premier. Han underspiller også sine chops, lader dem afløse og lægge op til genkomsten af strygernes suspense. Trommerne er typisk sen Premo, mættet med shuffle - men alligevel ikke så stumpe og hårde i kanten som så ofte på Ownerz.

...og så Nas. vokalsamplet fra One Love (no time for lookin' back, it's done) ulmer pludselig, et sammenbidt mantra der det før var en opmuntring, er nu med til at skabe en stemning af urgency; der rappes i 11. (her 25.) time.

Ligesom forlystelsesparken er illmatic-arven ikke hvad den har været - man opholder sig i den, men det på nye vilkår, man er fjernere det liv der har været. Der er vinter (of our Discontent) i Boom-bap'ens hjerteland.

Reks og Preemo er spændende sammen - flere indlæg om det følger måske nok...

Rakim - When I B On The Mic

Her er et nummer jeg har hørt til døde.

Beatet er textbook Premier. Lyse (klaver/stryger/harpe?) chops, der med støvet fra vinylen får tekstur - små kubistiske lysglimt fra det hinsides, der indordner sig i trioler nedover trommerne. En præcis og nærmest overskudsagtigt diskret bas holder i tøjlerne, mens det dominerende og knivskarpe cut-omkvæd holder nummeret i cirkulær bevægelse, frem og tilbage mellem Preem og Rakim.

Rakim har længe været en yndlingsrapper i det Owie'ske hjem. Hans besynderlige Gudekompleks (stammende sikkert fra den respekt han nyder) har paradoksalt en næsten ydmyg skikkelse. Hvor f.eks Kanye West's gavtyveagtige (brand af en) megalomani og computerpop-space-Hermes-på-twitter-Olympen virker som et symptom på (snarere end en tematisering af, sorry PF og Erik Jensen) en stadig mere irriterende modernitet, er har Rakim taget sin mytologi og tilført den en muslimsk poetisk licens, med spiritualitet og social bevidst. Han er som sådan måske snare Rumi end Gud på mikrofonen, men det transcendentale dobbeltidentitet giver stadig et eller andet: "..'cause I can see the future when the God write rhymes". 27. maj på Vega (tag med HEHE HÅBER)